
Location
Frederiksberg, Denmark
Year
2024
Client
A/B Mariendalshus
Collaborators
Efterland
Type
Residential courtyard
Et grønt åndehul med fokus på genbrug, regnvandshåndtering og hverdagsliv. Projektet transformerer en tidligere nedslidt og overset ankomstzone til Mariendalshus på Frederiksberg til en inviterende gårdhave, der understøtter både ophold, fællesskab og rekreation i dagligdagen.
Haven er udformet som en grøn og sanselig helhed med robuste, årstidsvarierende beplantninger, der skaber rum, rytme og variation gennem året. Græsser, stauder og løgplanter danner intime nicher og åbne opholdsflader, hvor beboerne kan trække sig tilbage, mødes eller blot følge havens gradvise forandring. Store dele af den eksisterende betonbelægning er fjernet for at give plads til mere grønt. Eksisterende sten er renset og genbrugt i cirkulære siddeplinte omkring fælles opholdszoner, mens genbrugstegl og overskudsmaterialer er anvendt til kanter og stier. Materialevalget skaber en tydelig sammenhæng mellem bygningernes arkitektur og havens detaljer.


Et centralt greb i projektet er etableringen af et frodigt regnbed, der håndterer overfladevand fra de befæstede arealer. Regnvandet forsinkes og nedsives i beplantede lavninger, som både aflaster kloaksystemet og øger den biologiske mangfoldighed. En lille træbro krydser regnbedet og forbinder havens opholdszoner – et dagligt, sanseligt møde med vandets bevægelse. Projektet er udviklet i tæt dialog med andelsforeningens beboere, som har været aktivt involveret fra de første idéer til det færdige anlæg. Resultatet er en gårdhave, der styrker både naboskab, naturforbindelse og oplevelsen af at have et grønt rum midt i byen.
